Lean Akademiet
Danmarks største udbud af Lean Kurser & Lean Uddannelser

Lean Akademiets kunde i Børsen

AM Værktøj blev den 22. februar omtalt positivt i Børsen omkring deres succesfulde oplevelser med Lean. Lean Akademiet har stået for implementeringen af Lean i produktionen og nedenfor kan du læse artiklen.

Konsulenthjælp en øjenåbner for værktøjsfabrik

Støtte på 40.000 kr. Til konsulenttimer har hjulpet AM værktøj i Odense til nye vækstspring.

Af Jens Bertelsen

Der er blevet langt mellem danske værktøjsmagere i takt med, at industriproduktionen i stigende grad er rykket til udlandet. I et industrikvarter uden for Odense har AM Værktøj sikret sig en position blandt de største herhjemme, og gazellevirksomheden har ikke tænkt sig at forlade vækstsporet.

>>For 20 år siden havde vi stort set ingen kunder uden for Fyn, men de industrivirksomheder, vi leverede til, eksisterer nærmest ikke mere. I dag har vi et par kunder tilbage her på øen,<< siger adm. Direktør Claus Jensen, AM Værktøj.


Virksomheden er blandt de godt 800 herhjemme, der sidste år nåede at få del i de regionale væksthuses pulje til konsulenttimer, der kunne udvikle deres forretning. 40.000 kr. Lød tilskudet på, men sidste år lagde værktøjsfabrikken ekstra 200.000 kr. Oveni til ekstern konsulenthjælp.
>>Hvis vi ikke havde fået de midler, var vi ikke kommet i gang. Det er jo vanvittigt dyrt at få sådan nogle konsulenter ind,<< siger Claus Jensen med et smil.

Tjener sig selv ind
I dag er han og den øvrige ledelse ikke i tvivl om, at hjælpen udefra, så rigeligt tjener sig selv ind, fordi fabrikken er langt bedre optimeret til et spirende opsving, der tog fart efter sommerferien sidste år.

Ude i produktionen er hans folk i gang med at udvikle et værktøj, som i en snæver vending kan bukke og stanse et stålemne, som fremover skal bruges på en svensk møbelfabrik. Eksporten fylder meget, og det er også her, energien skal bruges i de kommende år.

Claus Jensen købte sig ind i AM Værktøj i 1991 som et led i et generationsskifte, og i 2004 kom de to andre direktører, Torben Viby og Carsten G. Laursen, med i ejerkredsen. I dag ejer de hver 33 pct. Af virksomheden.

Indtil da var der stort set intet salgsarbejde i virksomheden. Kunderne ringede selv på, når de skulle have løst en opgave, men omsætningen var vigende, og noget måtte gøres. Derfor blev der ansat en sælger, der skulle åbne eksportmarkederne for den lille virksomhed.
>>Den store forskel var, at vi skulle turde sige ja til nogle meget svære projekter, og vi måtte investere i nye store maskiner. Vi investerede for 20 mio. Kr. Over to-tre år, og det var nødvendigt, hvis vi skulle i betragtning til de store opgaver,<< siger salgsdirektør Torben Viby.

Det rigtige tidspunkt
Skiftet kom på det rigtige tidspunkt, for omsætningen var begyndt at dale. Nu voksede virksomheden fra en omsætning på 12 mio. Kr. Til 30 mio. Kr. På tre år, og AM Værktøj optrådte pludselig på dagbladet Børsens lister over gazellevirksomheder.
>>Vi gik samtidig fra at være 12 mand på værkstedet til at være 30 mand, og i det forløb blev der stillet helt andre ledelsesmæssige krav, end vi havde været vant til,<< siger Claus Jensen, der lige som de to partnere har en håndværksmæssig baggrund.

Med hjælp fra Væksthus Syddanmark fik ledelsen kontakt med konsulenter, der rykkede ind med seminarer, peptalks med medarbejderne og en omdannelse af produktionen efter LEAN -principper.
>>Der er meget at nå endnu, men der er ingen tvivl om, at der er sket en kulturændring i hele virksomheden,<< siger Claus Jensen.

Samtidig har virksomheden taget fat i et nyt planlægningssystem, der har skabt overblik over tidsforbruget. Tidligere var der et overblik, ledelsen forsøgte at styre med hukommelsen og et erfarent skøn.
>>Nu kan vi sige til kunderne, at vi først kan levere om fem uger og ikke om tre uger, som de måske har bedt om. Det har kostet noget omsætning, men til gengæld vinder vi goodwill, fordi vi kan holde det, vi lover,<< siger Carsten G. Laursen.

Det nye syn på virksomheden betyder også, at de tre ejere nu vil etablere en professionel bestyrelse. Lige nu udfylder de selv alle tre pladser, og det betyder at bestyrelsesmøderne ofte ender med at handle om den daglige drift frem for fremtidige strategier og visioner.
>>Det gik op for os undervejs, at vi var nød til at tage det helt store skridt, for ellers ville vi tabe det hele på gulvet,<< siger Torben Viby, der sammen med resten af ledelsen opfordrer andre mindre og mellemstore virksomheder til at underkaste sig et kritisk blik udefra.